C2 Købstadslandbrug

Byen var præget af husdyrhold. Svin, får og fjerkræ skulle holdes inde i gårdene, for at de ikke skulle ødelægge afgrøderne.
Heste og kvæg græssede på bymarken, en stor fælles mark lige uden for byen, eller på den enkeltes egen jord.
Byhyrder var ansat til at drive dyrene mellem byen og markerne og til at holde øje med kvæget og med kornmarkerne.

Malkekøer i byen var en nødvendighed, så man bogstaveligt talt
havde frisk mælk lige ved hånden i de mange århundreder før
køleskabe kom frem! Det kunne man godt have i de store
købmandsgårde, men ulempen var blandt andet en masse ajle og
møg i staldene og på gaderne, så grundvandet blev forurenet.
Det kunne give smag på vandet fra gadebrøndene!
Se 26 læs møg køres væk og Vandpumpe på Rådhustorvet.

Midt i 1800-tallet kom Håndværker- og arbejderhuse i stort tal.
Mælkeforsyningen blev da fra omkringkørende mælkemænd.
Da var det en stor fordel, om man havde en kølig kælder. Senere
medbragte mælkemændene isblokke til folks isskabe til omkring 1960.

Kød skulle spises kort efter slagtning - eller kødet skulle røges eller saltes.
Fryses? Nej, det var ikke muligt. Isskabe blev en mulighed sent.
Fælles frysehuse med frostbokse kom før frysere hjemme omkring 1960.
Fra Henning Hall: Mammon og magt i Slottets skygge s. 88. Billedtekst:
Staden rådede til stadighed over tre bytyre. Da den fremsynede Mogens Nielsen gjorde aftale med Magistraten, 
lod han en tyr af frisisk race tilføre nyt blod for at øge mælkeydelsen i den randrusianske kvægbestand.
Se også Kornavl.